Contribution to debate

Vi kan ikke koble os af Kina på forskningsområdet

The contribution was published in the Danish newspaper Politiken on 4 August 2020

By Morten Laugesen, Direktør, Sino-Danish Center for Education and Research (SDC), Jørgen Delman, Professor i Kinastudier, Københavns Universitet and Casper Wichmann, Koordinator, thinkchina.dk

Hvis vi fortsat vil være blandt de bedste, er det nødvendigt, at vi samarbejder med de bedste. At afbryde samarbejdet med Kina er ikke optimalt.

De seneste uger har flere danske medier sat fokus på danske forskeres samarbejde med Kina. Flere konkrete forskningsprojekter har været trukket frem som eksempler på, at danske forskere ' naivt' samarbejder med kinesiske kolleger eller virksomheder, der har tætte forbindelser til det kinesiske militær eller sikkerhedsapparat.

I det hele taget har dækningen af Kina taget en ny drejning i danske medier i løbet af de seneste par år. Kritikken af Kina og den kinesiske regering er nu udtalt på mange fronter. Selv om vi ikke har amerikanske tilstande i mediebilledet, fremstilles Kina nu ikke længere i medierne som det store fremmede land langt mod øst, hvorfra alle vores forbrugsgoder produceres billigt, og som sikrer danske virksomheder store eksportindtægter. Kina er nu en trussel mod den eksisterende verdensorden og et land, som benytter sig af både rå magt og ufine metoder til at varetage sine interesser.

Den danske presse har kritisk og velbegrundet dækket coronavirus, demonstrationerne i Hongkong, undertrykkelsen af uighurminoriteter i Xinjiang-provinsen, Huawei og 5G-netværkets tilknytning til den kinesiske efterretningstjeneste, handelskrigen med USA, reaktionen i Kina på Jyllands-Postens satiretegning af det kinesiske flag, de såkaldte kinesiske ulveambassadører, den eskalerende grænsestrid med Indien, territorialdisputter med nabolandene i det sydkinesiske øhav og senest vedtagelsen af den nye sikkerhedslov i Hongkong.

For nylig reflekterede tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen(V) i et interview i Weekendavisen 19. juni selvkritisk over sin egen rolle i etableringen af det såkaldte strategiske partnerskab i 2008 med Kina, som bl. a. danner grundlag for store dele af det samarbejde, danske myndigheder og institutioner har med Kina i dag, herunder også de danske universiteter.

DANMARK OG Kina har et omfattende og veletableret forskningssamarbejde, hvor dansk og kinesisk forskning bliver brugt til at forbedre verden. Ikke mindst inden for rammerne af Sino-Danish Center for Education and Research (SDC), som er et af de konkrete resultater af det strategiske partnerskab mellem Danmark og Kina.

SDC giver mulighed for samarbejder mellem danske og kinesiske forskere om vigtige projekter inden for vand og miljø, nanovidenskab, vedvarende energi, fødevarer og sundhed, samfund, økonomi og innovation.

Det er afgørende, at vi i Danmark ikke blot forstår at udnytte mulighederne for samarbejde med Kina, som medvirker til at gøre os selv klogere og dygtigere som nation, men at vi også vedholdende arbejder for at fastholde Kinas medvirken til at løse fremtidens udfordringer, hvad enten der er tale om klima-, miljø-eller energimæssige udfordringer.

Det er svært at forestille sig, at den grønne omstilling kan lykkes uden et tæt samarbejde med samarbejde med Kina.

Og samarbejdet giver konkrete resultater.

Den kinesiske regering har f. eks.

brugt sit samarbejde med danske myndigheder og eksperter til at lære om og oversætte danske erfaringer med grøn energipolitik og har dermed kunnet bane vejen for et paradigmeskifte i kinesisk energipolitik. Tilsvarende energipolitik. Tilsvarende har dansk-kinesisk samarbejde inden for vandområdet resulteret i vigtig viden om, hvordan temperaturændringer påvirker plante-og dyrelivet i bl. a. søer, således at der kan udvikles mere præcise modeller for klimaændringernes påvirkning af vandmiljøet.

VI SKAL I Danmark værne om den frie forskning, dvs. sikre forskerne frihed til selv at vælge metode og til selv at vælge deres samarbejdspartnere rundtomkring i verden. Når danske forskere samarbejder med kolleger i udlandet, herunder også i Kina, er det både, fordi forskningen giver nye erkendelser, og fordi det er til gavn for dansk forskning og dermed i sidste ende Danmark. Internationalt samarbejde gør os alle sammen klogere og på sigt rigere, når forskningen omsættes i praksis.

De samarbejder mellem danske og kinesiske forskningsmiljøer, som flere danske medier i øjeblikket retter et kritisk blik på, rejser naturligt nogle spørgsmål.

Men svaret kan ikke bare være, at vi skal stoppe vores forskningssamarbejde med Kina. Kina er hjemsted for nogle af verdens stærkeste forskningsmiljøer inden for en række områder, hvor vi i Danmark også er med helt fremme i verdenseliten.

Hvis vi fortsat vil være blandt de bedste, er det nødvendigt, at vi samarbejder med de bedste. At afbryde samarbejdet med Kina er ikke en optimal mulighed, men nogle former for samarbejde udfordres utvivlsomt og må gentænkes i disse år, fordi styret i Kina kræver mere partidisciplin og strengere ideologisk kontrol med alle landets institutioner, herunder også landets universiteter.

Den seneste tids fokus på det dansk-kinesiske forskningssamarbejde er en god anledning til, at vi fra dansk side i stedet gør os nogle overvejelser om, med hvem og om hvad vi samarbejder. Forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen har på baggrund af de kritiske historier i pressen meddelt, at hun vil nedsætte et udvalg, som skal belyse, om de eksisterende retningslinjer for danske forskeres internationale samarbejder skal revideres.

Den beslutning hilser vi velkommen. Det afgørende er, at det ikke må være op til den enkelte danske forsker eller det enkelte danske universitet at bedrive udenrigspolitik eller agere efterretningstjeneste, i forhold til hvem man må samarbejde med, og hvad man samarbejder om.

I PRAKSIS KAN det sikkert vise sig vanskeligt at opsætte klare generelle rammer for internationalt samarbejde og for brugen af de videnskabelige landvindinger, som forskningen medvirker til. Hvordan kan man f. eks. sikre, at et forskningssamarbejde om genetik, der bl. a. er en forudsætning for udviklingen af personlig medicin, ikke senere bliver misbrugt til at udøve racediskrimination af et totalitært regime? Eller hvordan sikrer man sig, at den algoritme til billedgenkendelse, som er udviklet til at sidde i computeren på en selvkørende bil, ikke pludselig er at finde i en modificeret version i et ansigtsgenkendelseskamera sat op af en totalitær regering for at undertrykke befolkningen? De etiske dilemmaer er indlysende.

Kina er en vigtig partner for Danmark, og danske forskere har generelt masser af erfaring med samarbejde med kinesiske forskere. Der ryger desværre finker af fadet indimellem, men det giver så anledning til at gentænke vore relationer og eventuelt justere retningslinjerne for vores samarbejde, så dansk forskning bliver brugt til at forbedre verden og ikke til det modsatte.

Kina vil ikke forsvinde, og vi kan ikke koble os af Kina på forskningsområdet.

Hvis Danmark skal være relevant som førende videnproducerende nation i fremtiden, må vi sikre os, at vi stadig har og fortsat udvikler robuste forskningssamarbejder med Kina med de rigtige rammebetingelser.

Det er svært at forestille sig, at den grønne omstilling kan lykkes uden et tæt samarbejde med Kina.